Velkommen til SkanderborgLIV
SkanderborgLIV styrker samtalen om det vigtige, så du kan tage aktiv del i det lokale fællesskab.
Vi giver indsigt
Vi styrker samtalen i dit lokalsamfund med digital journalistik, der går i dybden og giver indsigt.
Vi prioriterer
Vi giver dig de vigtigste historier, der har betydning for livet i Skanderborg Kommune. Vi undersøger nuancer og forklarer sammenhænge. Vi prioriterer skarpt i strømmen af information.
Vi giver indflydelse
Vi sørger for, at du kender den politiske dagsorden og ved, hvad du selv kan gøre for at få indflydelse på udviklingen i dit lokalsamfund.
Vi giver inspiration
Vi sætter fokus på stærke fællesskaber og mennesker med initiativ og virkelyst, så vi kan lære af hinanden og blive inspireret på tværs af kommunen.
Vi er åbne
Vi er optagede af, hvordan vi kan skabe mest mulig værdi for dig. Derfor fortæller vi, hvad vi gør, og hvorfor vi gør det. Og derfor lytter vi til dig - så du kan være med til at gøre SkanderborgLIV til et stærkt og relevant medie.
Vi er konstruktive og kritiske
Vores tilgang til lokalsamfundet er konstruktiv og kritisk. Vi dyrker ikke konflikter, men stiller de politisk ansvarlige de nødvendige spørgsmål. Når vi beskriver problemer, leder vi også efter løsninger.
Maria Neergaard Lorentsen
Kære læser
Jeg er ofte blevet mødt af spørgsmålet om, hvorfor jeg ville være journalist. Det korte svar lyder, at jeg drages af mennesker og alle deres forunderlige historier. Det lidt længere svar går på, at jeg rummer en ukuelig iboende optimisme. For jeg tror på, at journalistik - og lokaljournalistik især - kan gøre en forskel.
Om forskellen for SkanderborgLIV bliver at gennemtrawle kommunalplaner, lave kritiske politikerinterviews, finde nye løsninger på gamle problemer eller inspirere med fascinerende menneskehistorier, er endnu uvist. Sandsynligvis noget af det hele og mere til.
Fælles for historierne bliver, at de handler om livet i Skanderborg og omegn. For nok lever vi i en digitaliseret og globaliseret verden, men livet udspiller sig trods alt der, hvor vi bor. Der hvor vi bruger vores frie og frivillige timer, hvor vi holder havefester med vores venner, griner og græder med vores familie, og hvor vi ser vores børn vokse sig fra vuggestue til børnehave, gennem skolelivet og ud i verden.
Indhold er der nok af, og derfor er mit mål, at du aldrig spilder din tid, når du læser SkanderborgLIV. Jeg vil gøre mig umage for omhyggeligt at udvælge det vigtigste, så du kan få indsigt i det, der virkelig vedkommer dig.
Derfor vil jeg invitere dig med om bord. Fortæl mig, hvad der rører sig, hvad der er vigtigt, og hvad jeg skal investere min tid i. Send mig en mail på manlo@jfm.dk eller giv mig et kald - så giver jeg altid gerne en kop kaffe og et lyttende øre. Jeg glæder mig til at udforske Skanderborg med jer.


Johanne Jedig Wejse
Kære læser,
Jeg ønsker at være med til at fortælle historierne fra Skanderborg Kommune på en ny, grundig og eftertænksom måde. Derfor var det en no-brainer for mig at takke ja til at blive en af de to lokaljournalister på SkanderborgLIV, der med skarp journalistik vil informere og udfordre kommunens mange indbyggere.
Derfor rykker jeg selv – sammen med min mand og lille hund – teltpælene op og slår mig ned i Skanderborg. Og derfor håber jeg naturligvis, at du, uanset om du bor i Skovby, Ry, Hylke eller et helt fjerde sted, har lyst til at tage tid ud til at fortælle mig om, hvad der er vigtigt for netop dig.
Jeg er en lokaljournalist, der gerne vil gå i dybden med lokaldemokratiet, byudviklingen og de demografiske træk. Der vil følge med i de store nationale og internationale dagsordener og kriser, og formidle hvordan det påvirker lokalt i kommunen og alle, der bor her. Og som samtidig aldrig vil have for travlt til at svare på et nysgerrigt spørgsmål om vejnavne eller antenneforening.
For jeg tror på, at en kritisk, konstruktiv og fortællende dækning af det lokale styrker vores demokrati og hjælper borgere til at træffe mere informerede valg, både i hverdagen, på Boligsiden og ved stemmeurnerne.
Det håber jeg også, at du har lyst til at bidrage med. Jeg vil i hvert fald gerne høre fra dig, og enten give eller tage imod en kop kaffe.
Skriv til mig på jojwe@skanderborgliv.dk, eller ring eller sms på 20895270. Jeg vil se frem til det. Om ikke andet, så find mig og mine historier i din indbakke.

Jesper Rehmeier
Kære læser
Jeg tror på vigtigheden af det lokale medie, der vil gå i dybden med de ting, der virkelig betyder noget, og det er ambitionen med SkanderborgLIV.
Jeg håber meget, at du har lyst til at fortælle os, hvad du synes, vi skal kaste os over. Skal vi skrive om en spændende person, der gør et stort stykke frivilligt arbejde? Er der en initiativrig virksomhed, som fortjener at få opmærksomhed? Eller skal vi sætte fokus på et bestemt problem eller udfordring i dit lokalområde?
Du er altid velkommen til at sende mig en mail på jerso@jfm.dk med dine idéer.
Jeg ser frem til at høre fra dig - og til at skrive til dig.